Danmark står overfor en stille sundhedskatastrofe, hvor type 2-diabetes rammer stadig flere mennesker.
100.000 danskere har den alvorlige kroniske sygdom uden at vide det, og knap en halv million har forstadier til sygdommen, såkaldt prædiabetes.
Derfor kørte Diabetesforeningen i 2024 en sundhedsbus ud til 22 byer og lokationer for at skabe synlighed om diabetes og tilbød gratis screening for type 2-diabetes.
Næsten 3000 mennesker tog imod tilbuddet, og blandt dem blev der fundet 130 personer med præ-diabetes og 45 personer med uopdaget type 2- diabetes.
Læs også: Sådan beskytter du dig bedst mod RS-virus
Men selvom lokale initiativer som Diabetesforeningens sundhedsbus-screeninger er vigtige skridt, kræver løsningen mere end enkeltstående projekter.
Det skriver Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.
Nationalt screeningsprogram
Erfaringerne fra sundhedsbussen understreger, hvad der kan opnås gennem forebyggelse og tidlig indsats.
Resultaterne er også økonomisk bæredygtige: Beregninger fra Kraka Economics viser, at hver krone investeret i målrettet screening for type 2-diabetes giver en samfundsgevinst på 1,28 kroner.
Læs også: Kollagenpulver lover yngre hud – men virker det egentlig?
Det skyldes, at både sundhedsudgifter og tabt arbejdsfortjeneste bliver mindre, når følgesygdomme bremses i tide.
For at bremse udviklingen mod de 420.000 forventede tilfælde af type 2-diabetes i 2030, mener Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen, at det er nødvendigt at indføre et nationalt screeningsprogram.
“Ligesom screeningsprogrammerne for tarmkræft har vist deres værd, kan et systematisk screeningsprogram for type 2-diabetes identificere sygdommen på et tidligt stadie og forebygge alvorlige følgesygdomme som hjertekarsygdom, nervesygdom og fodsår”, siger Claus Richter og fortsætter:
“Jo tidligere vi opdager diabetes, desto bedre er mulighederne for at forhindre alvorlige følgesygdomme. Det er en investering i både den enkeltes sundhed og samfundsøkonomien”.
Læs også: 10 fordele ved at stoppe med at drikke alkohol
For at realisere dette kræves en klar politisk prioritering og samarbejde mellem sundhedsmyndigheder, politikere og organisationer som Diabetesforeningen.
“Kampen mod type 2-diabetes er en kamp, vi alle skal deltage i. Det kræver mod, vilje og en stærk national indsats for at vende udviklingen og sikre et kronisk sundere Danmark”, afslutter Claus Richter.
Artiklen er baseret på informationer fra Via Ritzau.
Læs også: Derfor bør du aldrig lade din teenager smage en tår øl