Fra i dag og de kommende uger inviteres mere end 300.000 tilfældigt udvalgte danskere fra og med 16 år til at deltage i den største undersøgelse om sundhed, trivsel og sygdom.
Undersøgelsen “Hvordan har du det?” handler om sygdomme, mental trivsel, rygevaner, fysisk aktivitet og meget andet.
Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Sundhedstilstand og trivsel
For femte gang siden 2010 gennemføres undersøgelsen i et samarbejde mellem landets fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.
Læs også: Forskere chokerede: Mikroplast kan trænge ind i hjernen
Undersøgelsen skal skabe et samlet billede af danskernes sundhedstilstand og trivsel.
Den gentages med fire års mellemrum for at vise, hvor udviklingen enten går den rette vej, og hvor der er udfordringer.
“Besvarelserne i undersøgelsen vil give en vigtig viden. Den har vi brug for lokalt, regionalt og nationalt, så vi kan sætte målrettet ind med tilbud”, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, i pressemeddelelsen og fortsætter:
“På dén måde håber vi, at være med til at højne danskernes sundhed – med de rigtige tilbud om forebyggelse og sundhedsinitiativer til dem, der har mest brug for det”.
Læs også: Verdens Kræftdag sætter fokus på tidlig diagnose
Tjek din postkasse
Resultaterne gør det muligt at målrette indsatserne til dem, der har størst behov.
For at få de mest brugbare resultater er det vigtigt, at så mange som muligt svarer.
Derfor opfordrer regionerne, Statens Institut for Folkesundhed og Sundhedsstyrelsen alle til at tjekke, om de er blandt dem, der har fået spørgeskemaet i deres digitale eller fysiske postkasse.
Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i foråret 2026. På hjemmesiden danskernessundhed.dk, kan man se resultaterne fra tidligere undersøgelser.
Læs også: Forskere eksperimenterer med at slette dårlige minder – kan vi virkelig glemme fortidens traumer?
Artiklen er baseret på informationer fra Via Ritzau.
Læs også: Kollagenpulver lover yngre hud – men virker det egentlig?