Her får du en liste med 10 madvarer opstillet af Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet, som kan gøre underværker for din hjerne:
- De grønne
Grønne grøntsager som spinat, bladselleri og salat, på nær iceberg, er fyldt med vitaminer og mineraler, der understøtter hjernens sundhed. De hjælper også med at bremse kognitiv aldring. - Andre grøntsager
Grove grøntsager som broccoli, blomkål og rodfrugter er essentielle for at opretholde en sund krop, så hjernen fungerer optimalt. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man får minimum 600 gram frugt og grønt hver dag, hvoraf halvdelen skal være grøntsager. - En knasende snack
En lille håndfuld nødder om dagen giver hjernen de umættede fedtsyrer, proteiner, mineraler og vitaminer, den har brug for. Spis maks 30 gram om dagen, svarende til en lille håndfuld, for at opnå den ønskede effekt. - De små frugter
Bær er rige på antioxidanter og C-vitamin, der beskytter mod oxidativ stress og er med til at danne kroppens bindevæv. De er gode for hele kroppen og en lækker snack. Frosne bær er også en god mulighed. - Bælgfrugten
Bønner er fyldt med fibre og proteiner, og de stabiliserer blodsukkeret, hvilket er vigtigt for hjernens energiforsyning. Spis dem mindst tre gange om ugen. - De grove kulhydrater
Fuldkorn holder blodsukkeret stabilt og fremmer hjernens sundhed ved at sikre en konstant forsyning af energi. Desuden er de med til at forebygge blandt andet hjertekarsygdomme, type 2-diabetes og forskellige typer kræft. Fuldkorn findes i produkter, hvor hele kornet er blevet brugt. - Havets dyr
Fed fisk som laks, makrel og ørred er rige på umættede fedtsyrer, som er essentielle for hjernefunktionen. Desuden indeholder fisk selen, jod og D-vitamin, som er svære at få nok af fra andre fødevarer. Spis gerne mindst to portioner fisk om ugen til et hovedmåltid. - De magre fugle
Magert kød, som kylling og kalkun, giver kroppen proteiner, mineraler og jern uden det skadelige mættede fedt. Der bliver ikke set en sammenhæng mellem disse magre kødtyper og kræft, på samme vis som rødt kød. - De flydende guld
Olivenolie indeholder sunde fedtsyrer, der beskytter hjernen. Vælg altid dem, som er flydende ved stuetemperatur og skift smør ud med eksempelvis olivenolie i din madlavning. - Alkohol
Et moderat indtag af vin, særligt rødvin, kan ifølge noget forskning hjælpe med at bevare hjernens kognitive funktioner hos ældre. Men husk at holde det moderat!
Disse fødevarer kan hjælpe med at holde hjernen skarp og sund. Udover det fysiske velvære, kan en sund hjerne også forbedre ens mentale velvære og hukommelse.
Artiklen er baseret på informationer fra Center for Sund Aldring.