Alle kender det. Det uventede fnis, det ufrivillige spark med benet, og den paniske latter, når nogen rammer dit mest følsomme punkt.
Men der er noget mystisk ved det: Hvorfor kan man ikke selv fremkalde den samme reaktion – uanset hvor meget man prøver? Og hvorfor reagerer vi så forskelligt på at blive kildet?
Selvom det måske lyder som noget fra børneværelset, er kilden langt mere komplekst end det. Det handler ikke kun om latter og leg, men om neurologiske mekanismer, der stadig undrer forskere verden over.
En af dem er neuroscientist Konstantina Kilteni fra Radboud University i Holland, som forsøger at finde svar i et laboratorium helt dedikeret til… ja, kilden.
Læs også: En hurtig nakkebevægelse kan udløse slagtilfælde
En sanseoplevelse vi stadig ikke forstår
Gennem historien har både filosoffer og forskere – fra Sokrates til Darwin – spekuleret over, hvorfor vi reagerer så voldsomt på kilden.
Er det bare sjov og spas, eller ligger der noget dybere bag? Ifølge Kilteni er det et sansemæssigt mysterium, der rummer spor om både hjernens struktur og vores sociale adfærd.
I hendes laboratorium bliver fødder sat ned i specialdesignede huller, hvor præcist doserede mekaniske strøg aktiverer kroppens reaktioner.
Ved at måle alt fra hjerterytme til svedproduktion forsøger hun at finde ud af, hvad der sker i hjernen, når vi bliver kildet – og hvorfor vi ikke kan narre os selv til at grine på samme måde.
Læs også: Spedalskhed vender tilbage i EU efter 40 år
Et af de helt store spørgsmål er, hvorfor hjernen afviser vores egne forsøg på at kilde os selv. Teorien er, at hjernen forudser vores egne bevægelser og derfor deaktiverer den sensoriske reaktion. ‘
Men præcis hvordan dette sker – og hvor i hjernen det sker – er stadig ukendt.
Kilden kan lære os mere om hjernesygdomme
Det lyder måske som et nichefelt, men Kilteni mener, at kilde-forskning kan åbne for langt større forståelse af hjernen.
Blandt andet har studier vist, at personer med autisme ofte oplever kilden stærkere end andre. Det kan være en nøgle til at forstå deres sensoriske verden og neurologiske forskelle.
Læs også: Ny praksis på fødegangen: Hue droppes som fast rutine
Desuden ses reaktioner på kilden også hos aber og rotter, hvilket tyder på, at det er en evolutionær mekanisme – måske udviklet som social binding eller beskyttelse.
At undersøge hvordan kilden fungerer, kan derfor ikke bare give os indblik i menneskelig kontakt, men også i hjernens udvikling og funktion.
Derfor er kilden værd at tage alvorligt
Kilden er ikke bare fjollet leg. Det er en kompleks reaktion, hvor kroppen, sanserne og hjernen arbejder tæt sammen.
Ved at studere denne tilsyneladende simple handling, åbnes der op for nye perspektiver på neurologiske tilstande, motorisk kontrol og måske endda sociale relationer.
Læs også: Ny forskning: GLP-1-medicin forbindes med lavere risiko for epilepsi
Forskningen er stadig i sin spæde begyndelse, men eksperimenter som dem i Kiltenis laboratorium viser, at selv den mindste fjollede detalje kan være nøglen til noget stort. For hvis vi en dag forstår kilden, forstår vi måske lidt mere af os selv.
Artiklen er baseret på informationer fra Science Daily
Læs også: Mørk chokolade kobles til langsommere biologisk aldring