Slidgigt rammer mange af os på et tidspunkt i livet, men heldigvis er der måder at håndtere sygdommen på.
Fra tidlige symptomer til behandlingsmuligheder – her er, hvad du bør vide for at leve bedst muligt med slidgigt.
Hvad er slidgigt?
Slidgigt er en ledsygdom, hvor brusken i leddene gradvist nedbrydes. Det kan føre til smerter, hævelse og nedsat bevægelighed i de berørte områder.
Hvordan føles slidgigt?
Typiske symptomer inkluderer ømhed, stivhed, knasen i leddene og hævelse. Smerten kan være værst efter inaktivitet og igen ved overbelastning.
Læs også: Disse daglige vaner kan hjælpe dig med at stabilisere dit blodsukker
Forskellen mellem slidgigt og leddegigt
Slidgigt skyldes slitage af brusken i leddene, mens leddegigt er en autoimmun sygdom, hvor kroppens immunsystem angriber leddene.
Hvorfor gør slidgigt ondt?
Selve brusken har ingen smertenerver, men når den nedbrydes, kan inflammation, hævelse og irritation i leddene forårsage smerter.
De mest udsatte områder for slidgigt
Slidgigt rammer oftest knæ, hofter, fingre, nakke og ryg. Overvægt, genetik og tidligere skader kan øge risikoen.
Hvem får slidgigt?
Slidgigt kan ramme alle, men forekomsten stiger med alderen. Kvinder har en højere risiko end mænd, især for slidgigt i knæ og fingre.
Læs også: Valnødder forbindes med bedre hjertesundhed – dette er den anbefalede mængde
Hvad kan du selv gøre?
Regelmæssig motion, en sund vægt og en varieret kost kan hjælpe med at reducere smerter og forbedre din livskvalitet.
Findes der en særlig kost mod slidgigt?
Der er ikke én bestemt diæt, men fødevarer som fisk, grøntsager, fuldkorn og sunde fedtstoffer kan have en positiv effekt.
Behandlingsmuligheder
Fysioterapi, smertestillende medicin, blokader, naturmedicin og i svære tilfælde operation kan hjælpe med at håndtere smerterne.
Hvor meget smerte er acceptabel ved motion?
En vis smerte under træning er normalt, men smerterne bør aftage igen efter et par timer. Hvis ikke, bør du justere din træning.
Læs også: Fiskeolie kan sænke risikoen for alvorlige hjertehændelser hos dialysepatienter
Artiklen er baseret på informationer fra I FORM