Flere studier har de senere år hævdet, at mikro- og nanoplast er fundet i blandt andet hjerne, blodkar og testikler.
Et studie publiceret i Nature Medicine vakte særlig opmærksomhed ved at antyde, at den gennemsnitlige hjerne kunne indeholde en mængde plast svarende til vægten af en plastikske.
Ifølge en gennemgang i Fortune er netop dette studie siden blevet udfordret af andre forskere.
De pegede på manglende kontrol for forurening og utilstrækkelig test af resultaterne.
Læs også: Alkohol dræber ikke kun leveren: kræftdødsfald koblet til alkohol er fordoblet siden 1990
Det har sat gang i en bredere debat om, hvor sikre konklusionerne egentlig er.
Problemer med metoden
Uenigheden handler især om den metode, der bruges til at måle plast i væv.
Metoden kaldes Py-GC-MS og går ud på at opvarme prøver for at identificere stoffer ud fra deres molekylvægt.
Fortune skriver, at miljøkemiker Cassandra Rauert mener, at metoden kan forveksle plast med fedtstoffer i kroppen.
Hun har peget på 18 studier, hvor der ikke i tilstrækkelig grad blev taget højde for risikoen for fejlagtige resultater.
Andre forskere fremhæver også, at det virker biologisk usandsynligt, at plastpartikler i den nævnte størrelse uden videre kan trænge ind i og ophobe sig i indre organer.
Umodent og hastig publicering
Debatten har betydning for, hvordan offentligheden opfatter risikoen ved mikroplast.
Ifølge Fortune beskriver forsker Frederic Béen området som umodent og præget af hastig publicering.
Læs også: Ser du pludselig lysglimt eller sorte pletter? Det kan kræve akut hjælp
Nogle forskere peger samtidig på, at livsstilsfaktorer som fedme kan spille en større rolle for visse sygdomme end plast i kroppen.
Men kritikerne mener dog, at plastpartikler sandsynligvis findes i mennesker. De understreger blot, at der er behov for bedre og mere ensartede metoder, før man kan sige noget sikkert om sundhedsrisikoen.
Kilder: Fortune og Nature Medicine.
Læs også: Du tabte dig, men din krop kan huske fedmen i op til ti år bagefter
Denne artikel er skrevet og udgivet af Ida-Marie Palm Varbæk, som kan have anvendt AI i udarbejdelsen.