Flere studier har de senere år hævdet, at mikro- og nanoplast er fundet i blandt andet hjerne, blodkar og testikler.
Et studie publiceret i Nature Medicine vakte særlig opmærksomhed ved at antyde, at den gennemsnitlige hjerne kunne indeholde en mængde plast svarende til vægten af en plastikske.
Ifølge en gennemgang i Fortune er netop dette studie siden blevet udfordret af andre forskere.
De pegede på manglende kontrol for forurening og utilstrækkelig test af resultaterne.
Læs også: Millioner af fans ventes til VM i fodbold: Her er de største sundhedsrisici
Det har sat gang i en bredere debat om, hvor sikre konklusionerne egentlig er.
Problemer med metoden
Uenigheden handler især om den metode, der bruges til at måle plast i væv.
Metoden kaldes Py-GC-MS og går ud på at opvarme prøver for at identificere stoffer ud fra deres molekylvægt.
Fortune skriver, at miljøkemiker Cassandra Rauert mener, at metoden kan forveksle plast med fedtstoffer i kroppen.
Læs også: Studie finder sammenhæng mellem højt BMI og 19 forskellige kræftformer
Hun har peget på 18 studier, hvor der ikke i tilstrækkelig grad blev taget højde for risikoen for fejlagtige resultater.
Andre forskere fremhæver også, at det virker biologisk usandsynligt, at plastpartikler i den nævnte størrelse uden videre kan trænge ind i og ophobe sig i indre organer.
Umodent og hastig publicering
Debatten har betydning for, hvordan offentligheden opfatter risikoen ved mikroplast.
Ifølge Fortune beskriver forsker Frederic Béen området som umodent og præget af hastig publicering.
Læs også: Hjertelæge: Disse daglige vaner kan sænke din biologiske alder
Nogle forskere peger samtidig på, at livsstilsfaktorer som fedme kan spille en større rolle for visse sygdomme end plast i kroppen.
Men kritikerne mener dog, at plastpartikler sandsynligvis findes i mennesker. De understreger blot, at der er behov for bedre og mere ensartede metoder, før man kan sige noget sikkert om sundhedsrisikoen.
Kilder: Fortune og Nature Medicine.
Læs også: Forskere finder opsigtsvækkende sammenhæng mellem GLP-1 og kræft