Mange oplever fra tid til anden problemer med maven. Hvis symptomerne er nye eller bliver ved, kan det dog være tegn på en alvorlig sygdom.
Det gælder blandt andet ændrede afføringsvaner, blod i afføringen, meget mørk eller smal afføring, uforklarligt vægttab og vedvarende træthed, oplyser American College of Surgeons ifølge ScienceDaily.
Organisationen peger også på, at tryk i endetarmen, kvalme, opkast eller manglende appetit kan være tegn på sygdom.
Symptomerne kan have andre forklaringer, men de bør undersøges, hvis de fortsætter.
Læs også: Læge: Disse medarbejdere rammes ofte af helbredsproblemer
Tidlig undersøgelse kan gøre en forskel
Ifølge American College of Surgeons anbefales screening for tarmkræft fra 45-årsalderen for personer med gennemsnitlig risiko.
Personer med tarmkræft i familien eller kroniske tarmsygdomme kan have behov for at blive undersøgt tidligere.
En kikkertundersøgelse af tarmen er fortsat den mest sikre metode. Her kan læger både finde kræft og fjerne polypper, som senere kan udvikle sig til sygdom.
Stadig flere yngre rammes
Selv om tarmkræft fortsat er mest almindelig blandt ældre, ses sygdommen nu oftere hos yngre voksne.
Læs også: Nyt studie kobler populære slankemidler til øget risiko for hårtab
Ifølge American Cancer Society er omkring hvert femte tilfælde nu hos personer under 54 år. For 30 år siden var det omkring hvert tiende.
Udviklingen betyder, at tarmkræft i dag er den hyppigste årsag til kræftrelaterede dødsfald blandt personer under 50 år.
Derfor anbefaler American College of Surgeons, at vedvarende symptomer bliver taget alvorligt og vurderet af en læge, også før den normale screeningsalder.
Læs også: Så meget kaffe skal du drikke for at mindske risikoen for leversygdom