Naturens rå kakao
Rå kakao er kendt for at være en sand superfood. Den er spækket med antioxidanter, der beskytter din krop mod skadelige frie radikaler, samt vigtige mineraler som magnesium, jern og zink, som alle bidrager til kroppens vitale funktioner. Derudover indeholder rå kakao også C-vitamin, som styrker dit immunsystem. Så med denne smoothie kan du få stillet din lækkersult på en måde, der ikke blot tilfredsstiller smagsløgene, men også gavner din sundhed. Den fyldige smag af chokolade sammen med banan og appelsin gør, at du vil føle, du forkæler dig selv med noget syndigt – selvom det faktisk er sundt!
Chokolade-smoothie
Ingredienser
- 1 ½ banan (ca. 125 g)
- 1 gulerod (ca. 60 g)
- 75 g frosne ærter
- ¼ appelsin + fintrevet skræl fra ¼ appelsin
- ½ spsk chiafrø
- ½ spsk hørfrø
- ½ tsk kanel
- ¼ tsk vaniljepulver
- 1 ½ spsk rå kakao
- 1 dl plantemælk, fx havremælk
Fremgangsmåde
- Kom alle ingredienserne i en kraftig blender.
- Blend indtil du har en lækker og cremet smoothie.
- Smag til, og hvis du ønsker en sødere smoothie, kan du tilsætte mere banan eller 1-2 dadler.
Tip: Top evt. smoothien med poppet quinoa, kakaonips eller spiselige blomster for ekstra tekstur og pynt. Hvis du vil eksperimentere med smagen, kan du undlade appelsin og i stedet tilsætte tørrede pebermynteblade eller instantkaffe for en mere intens smag.
Artiklen er baseret på informationer fra Naturli og Madbanditten.