I kommunerne Vejen, Ishøj, Aalborg, Langeland, Odder og Silkeborg er gået sammen med lokale frivilligcentre og SIND-afdelinger om indsatsen “Vejen til hverdagslivet”.
Det skriver Det Sociale Netværk i en pressemeddelelse.
Det særlige ved dette gruppeforløb for voksne over 18 år er, at frivillige peers med egne erfaringer med psykisk sårbarhed leder grupperne.
Netop denne model har i et forudgående pilotprojekt vist at have en markant positiv effekt på deltagernes recovery og livskvalitet.
Derfor vækker udbredelsen af “Vejen til hverdagslivet” også glæde hos MF Camilla Fabricius, der er socialordfører for Socialdemokratiet.
“Det er glædeligt at se, hvordan så mange kommuner og civilsamfund har fundet sammen om at løse udfordringen med psykisk mistrivsel. Arbejdet med psykisk sårbare mennesker er en utroligt vigtig dagsorden i vores danske velfærdssamfund, for kan vi hjælpe psykisk sårbare med deres udfordringer, så tager vi samtidig noget af presset af psykiatrien”, fortæller hun i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ: Alarmerende kønsforskelle: Den mentale sundhed halter
Reel forskel for borgerne
“Vejen til hverdagslivet” er støttet af VELUX FONDEN og gennemføres i tæt samarbejde med Peer-Partnerskabet, der ruller indsatsen ud nationalt.
Projektet findes nu i ti kommuner, da den allerede er implementeret i København, Rødovre, Fredericia og Kolding.
Sanela Ljeskovica, direktør i Odder Kommune, ser samarbejdet som en konkret mulighed for både at gøre en reel forskel for borgere med psykisk mistrivsel og for Odder Kommune.
”Når vi som kommune lokalt kan gå sammen med SIND om en evidensbaseret indsats som denne, skaber vi ikke bare bedre løsninger – vi gør det også muligt for mennesker at trække på hinandens erfaringer og fællesskaber. Det her er en ny måde at tænke social indsats på, hvor vi deler ansvar og styrker både civilsamfundet og de enkelte borgere”, udtaler Sanela Ljeskovica i pressemeddelelsen.
Om projektet
De seks udvalgte kommuner og deres lokale civilsamfundspartnere vil modtage støtte fra Peer-Partnerskabet til rekruttering, uddannelse af frivillige peers samt løn til en lokal tovholder som en del af VELUX FONDENs bevilling.
Målet er at sikre bæredygtig lokal drift, hvor samarbejdet mellem kommuner og civilsamfund bliver nøglen til succes.
Samarbejdet startede 1. december og løber til 2026. Kommunerne skal rekruttere borgere fra sociale tilbud til deltagelse i peer-gruppeforløbet, som gennemføres i civilsamfundet med lokale frivillige.
Artiklen er baseret på informationer fra Via Ritzau.
LÆS OGSÅ: 9 overraskende enkle tips til at forbedre din mentale sundhed
LÆS OGSÅ: Sådan får du et naturligt mentalt boost i vintermørket