Vægttabsmedicin har taget verden med storm og hjulpet mange overvægtige med at tabe sig.
Men for nogle kommer det store vægttab også med en svækkelse af muskelmassen, og det kan samtidigt føre til en øget risiko for knogleskørhed.
Nu peger ny forskning på, at præparatet Bimagrumab måske kan afhjælpe noget af den risiko, fortæller Ph.d.-studerende, Frederik Duch Bromer, og postdoc, Ph.d. Andreas Lodberg fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, som står bag studiet.
Det skriver Aarhus Universitet: Health i en pressemeddelelse.
Læs også: Sådan håndterer du slidgigt – hvad du selv kan gøre for at mindske smerterne
“Vi har, som de første i verden, undersøgt, hvordan visse lægemidler påvirker knoglerne, og resultaterne viser, at midlet Bimagrumab er i stand til at øge mængden af knoglevæv samtidig med, at det opbygger muskelmassen, og det kan have stor betydning for de mange mennesker, som i dag er på vægttabsmedicin”.
Hvad er Bimagrumab?
Bimagrumab er udviklet til at behandle muskeltab, men øger samtidig fedtforbrændingen, derfor kan det blive en del af de næste vægttabspræparater på markedet, hvis det bliver godkendt.
Derfor er det relevant at forske i, hvordan netop denne patientgruppe reagerer på præparatet, siger Andreas Lodberg.
“Man anslår, at der i 2035 vil være to milliarder mennesker, der kan kategoriseres som overvægtige, derfor er det også vigtigt, at vi forsker i de præparater, som kommer på markedet til netop den her patientgruppe, så vi får en bedre forståelse af deres langsigtede indvirkning på kroppen”.
Læs også: Miljøstyrelsen advarer: Din babys hudplejeprodukter kan give fødevareallergi!
Knogleskørhed kan koste patienter og samfund dyrt
Patienter på vægttabsmedicin har ofte haft forløb, hvor vægten er gået op og ned, og det kan bidrage til udviklingen af knogleskørhed.
Når knogler bliver skøre, stiger risikoen for alvorlige brud, som både koster patienter og samfund dyrt.
Derfor kan forskningsresultaterne være godt nyt for patienter på vægttabsmedicin.
Og ifølge Frederik Duch Bromer viser studiet, at Bimagrumab ikke bare modvirker nedbrydningen af knogle- og muskelvæv, men faktisk også fremmer opbygningen af begge dele.
Læs også: Din biologiske alder afslører mere, end du tror
Derudover viste resultaterne også, at Bimagrumab ikke påvirker blodet.
Tilsvarende præparater har ellers tidligere vist sig at øge dannelsen af røde blodlegemer, og det øger risikoen for blodpropper.
Studiet er baseret på mus med både knogleskørhed og nedsat muskelmasse, og præparatet er ved at blive afprøvet i adskillige kliniske fase 2-forsøg.
Andreas Lodberg og Frederik Duch Bromer håber derfor at kunne fortsætte med yderligere forskning, som skal undersøge både de positive resultater og mulige bivirkninger nærmere.
Læs også: Pollensæsonen er i gang – og det kan blive en lang kamp for allergikere
Artiklen er baseret på informationer fra Via Ritzau.
Læs også: Varmt eller koldt vand? Den bedste temperatur for sund hud