Flere videnskabelige studier peger på en mulig sammenhæng mellem tatoveringsblæk og øget risiko for visse kræftformer.
Resultaterne er dog ikke entydige, og forskerne understreger, at der endnu ikke er bevist en direkte årsagssammenhæng.
Studier peger på øget risiko for lymfekræft
Et studie offentliggjort i 2024 i The Lancet viste, at personer med tatoveringer havde 21 procent højere risiko for at udvikle lymfekræft, som rammer lymfesystemet, der er en central del af immunforsvaret.
Dansk tvillingestudie viser markant forskel
Et dansk studie med knap 2.700 tvillinger, udgivet i januar 2025 i BMC Public Health, fandt, at tatoverede personer havde 62 procent højere risiko for hudkræft og næsten tre gange så høj risiko for lymfekræft ved store tatoveringer.
Læs også: Disse sygdomme kan afsløres gennem dine øjne
Forskningen er ikke entydig
Selvom flere undersøgelser finder en sammenhæng, har de ikke bevist, at tatoveringer direkte forårsager kræft.
Der er tale om statistiske forbindelser, men ikke dokumenteret årsag og virkning.
Et studie viser lavere risiko for modermærkekræft
En undersøgelse fra december 2025 i Journal of the National Cancer Institute viste, at personer med tre eller flere store tatoveringer havde 74 procent lavere risiko for modermærkekræft end personer uden tatoveringer.
Blækpartikler bevæger sig i kroppen
Når blæk sprøjtes ind i huden, kan mikroskopiske partikler med tiden transporteres gennem lymfesystemet og ende i lymfeknuderne, hvor de kan ophobes og skabe skjult inflammation.
Læs også: GLP-1-medicin forbindes med 30 procent lavere risiko for at dø af brystkræft
Immunforsvaret reagerer på blækket
Kroppen opfatter tatoveringsblæk som fremmedlegemer og aktiverer immunforsvaret for at forsøge at fjerne det, hvilket kan føre til langvarig immunaktivering.
Dyreforsøg viser langvarig betændelse
Et studie offentliggjort i november 2025 i PNAS viste, at tatoveringsblæk hos mus ophobede sig i bestemte immunceller i lymfeknuderne.
Cellerne døde og udløste en langvarig inflammatorisk reaktion.
Blæk kan påvirke vaccineeffekt
I samme museforsøg ændrede tatoveringsblæk ved vaccinationsstedet immunresponsen på vacciner mod covid-19 og influenza.
Læs også: Håb for millioner med slidgigt: Medicin kan mindske risikoen for knæoperation
Visse farver indeholder problematiske stoffer
Sort blæk kan indeholde polycykliske aromatiske hydrocarboner, som forbindes med øget kræftrisiko, mens rødt blæk kan indeholde azofarvestoffer, der kan nedbrydes til potentielt kræftfremkaldende forbindelser ved udsættelse for UV lys.
Tungmetaller kan være til stede
Nogle tatoveringsblæktyper kan indeholde bly, cadmium og kviksølv samt opløsningsmidler og tilsætningsstoffer som formaldehyd og Fenol, som forbindes med giftighed og allergiske reaktioner.
Kronisk påvirkning af kroppen
Aflejring af blæk og metaller kan udløse kronisk aktivering af immunforsvaret, oxidativt stress og unormal vækst af lymfocytter, som alle er kendte risikofaktorer for kræft.
Størrelsen kan have betydning
Mens Lancet studiet ikke fandt en sammenhæng mellem størrelse og risiko, viste det danske studie, at tatoveringer større end en håndflade var forbundet med næsten tredoblet risiko for lymfom sammenlignet med personer uden tatoveringer.
Læs også: Mange bruger det hver dag: Nu advarer eksperter mod denne type køkkenrulle
Fjernelse med laser er ikke løsningen
Laserbehandling fragmenterer blækpartikler og kan øge spredningen af potentielt kræftfremkaldende stoffer til lymfeknuderne.
Studiet i The Lancet viste, at personer, der havde fået fjernet tatoveringer med laser, havde to en halv gange højere risiko for lymfom.
Forebyggelse og opmærksomhed er vigtig
Eksperter anbefaler en sund livsstil med varieret kost, rygestop, motion, begrænset alkoholindtag og effektiv solbeskyttelse.
Personer med tatoveringer bør bruge solcreme med mindst SPF 30, få regelmæssige hudtjek og reagere på hævede lymfeknuder eller knuder i kroppen.
Læs også: Brenda fik besked om, at hendes kræft ikke kunne behandles – nu er tumoren skrumpet 80 procent
Kilder: National Geographic, The Lancet, BMC Public Health, Journal of the National Cancer Institute og PNAS.