A.D.H.D. (attention deficit hyperactivity disorder) har længe været kendt som en udfordring, der især rammer børns skolegang og sociale liv.
Men en ny, omfattende britisk undersøgelse har kastet lys over en langt mere alvorlig konsekvens af lidelsen: betydeligt reduceret levetid.
Mænd med A.D.H.D. lever i gennemsnit syv år kortere end deres jævnaldrende, mens kvinder med lidelsen mister hele ni leveår.
Et alarmerende fund
Studiet, der blev offentliggjort i det anerkendte British Journal of Psychiatry, undersøgte mere end 30.000 britiske voksne diagnosticeret med A.D.H.D. mellem 2000 og 2019.
Læs også: Nyt studie viser markant stigning i psykosediagnoser blandt unge
Resultaterne viser, at denne gruppe har en signifikant kortere forventet levetid sammenlignet med den øvrige befolkning.
Forskerne fandt ingen klare årsager til dødsfaldene, men bemærkede, at personer med A.D.H.D. er markant mere tilbøjelige til at ryge, misbruge alkohol og udvise risikobetonet adfærd.
“Det er et stort nummer, og det er bekymrende”, udtalte Joshua Stott, professor i aldring og klinisk psykologi ved University College London og medforfatter på studiet, til The New York Times.
Tidligere undersøgelser har peget på, at mennesker med A.D.H.D. har en højere risiko for at dø af unaturlige årsager som ulykker eller selvmord.
Læs også: Disse kendte mennesker har talt åbent om deres autisme
Men dette studie er det første, der bruger dødelighedsdata til at estimere alderen for død.
Hvorfor lever mennesker med A.D.H.D. kortere?
Forskerne påpeger, at flere faktorer kan spille ind, herunder mentale sundhedsproblemer, lavere socioøkonomisk status og risikobetonet adfærd.
Studiet viser, at mennesker med A.D.H.D. har dobbelt så stor sandsynlighed for at ryge eller misbruge alkohol som den generelle befolkning.
Samtidig har de langt højere forekomster af selvskadende adfærd, personlighedsforstyrrelser og tilstande som autisme.
Læs også: Hyppig brug af kunstig intelligens kædes sammen med depressive symptomer
“De finder det ofte sværere at kontrollere impulser og har mere risikabel adfærd”, forklarer Joshua Stott.
En anden central udfordring er, hvordan sundhedssystemerne håndterer mennesker med A.D.H.D.
Mange oplever problemer med at navigere i systemet – eksempelvis kan korte konsultationer, lange ventetider og manglende forståelse fra sundhedsprofessionelle være en barriere for behandling.
Hvad kan der gøres?
Selvom resultaterne kan virke dystre, ser forskerne muligheder for forandring.
Læs også: Derfor er hobbyer vigtige for vores mentale sundhed
Hvis sundhedsvæsnet bliver bedre til at tilpasse sig neurodivergente patienters behov, kan det forbedre deres livskvalitet betydeligt.
Dette kan eksempelvis indebære længere konsultationer, bedre støtte til at navigere i sundhedssystemet og mere målrettet behandling af misbrug og depression.
Derudover bør der lægges større vægt på forebyggelse.
Dette inkluderer tidlig diagnosticering, øget bevidsthed om A.D.H.D. og bedre støtte i skoler og arbejdspladser.
Læs også: Trumps offentlige kalender udvides efter helbredskritik
Samfundet skal gå væk fra at betragte A.D.H.D. som en barndomslidelse eller en simpel adfærdsforstyrrelse.
Det er en alvorlig, livslang udfordring, der kræver opmærksomhed og ressourcer.
Artiklen er baseret på informationer fra The New York Times.