Vi gaber omkring 20 gange om dagen, men videnskaben er stadig ikke helt enige om, hvad formålet egentlig er.
Nogle teorier peger på ilt, andre på temperatur – og så er der dem, der ser gabet som et udtryk for empati.
En klassisk forklaring har været, at gabet fungerer som et boost af frisk ilt til hjernen.
Men den teori får modstand, fordi selv fostre, der ikke trækker vejret gennem lungerne, også gaber.
Læs også: Sådan får du mest ud af dine græskarkerner – tidspunktet gør forskellen
Er gabet hjernens aircondition?
En nyere og mere anerkendt teori går ud på, at gab hjælper med at køle hjernen ned.
Når vi gaber, aktiveres flere processer: hjerterytmen stiger, blodet strømmer hurtigere og ansigtsmusklerne bevæger sig.
Det er alt sammen noget, der kan hjælpe med at sænke temperaturen i hovedet og holde hjernen effektiv.
Når gabet smitter
Men gab er ikke kun noget, vi gør for vores egen skyld. Det smitter, og det skyldes ifølge nogle forskere, at vi har evnen til at føle empati.
Læs også: En plante mod skaldethed? Ny forskning viser lovende resultater
Et gab kan altså være en social refleks, der binder os sammen som flokdyr.
En anden forklaring peger på, at smitsomme gab kan være et nedarvet overlevelsesritual, der holder gruppen opmærksom og på vagt.
Jo større hjerne, jo længere gab
Undersøgelser fra Holland viser en direkte sammenhæng mellem hjernestørrelse og længden på et gab.
Mennesker har for eksempel de længste gab på op mod 6,5 sekunder, mens små dyr som mus kun gaber i under et sekund.
Læs også: Skorpiongift, AI og radioaktive sporstoffer viser nye veje i kræftforskning
Det støtter teorien om, at gabet hjælper med at regulere hjerneaktivitet.
Ikke alle bliver smittet
Selvom gab smitter, gælder det ikke for alle. Børn under fem år reagerer sjældent på andres gab.
Det viser, at evnen – eller trangen – til at “gengabe” måske først opstår sammen med udviklingen af empati og social forståelse.
Artiklen er baseret på informationer fra Illustreret Videnskab.
Læs også: Forskere kortlægger de første tegn på Alzheimers i hjernens aktivitet